Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

ASK Alternativ og Supplerende Kommunikation skoleåret 25/26

Vores nuværende praksis


Vi tilbyder et specialiseret undervisningstilbud til elever med kognitive udfordringer og uden talesprog.
For at skabe optimale læringsmiljøer tager vi altid udgangspunkt i den enkelte elevs kompetencer og potentialer.
Vi arbejder systematisk med Alternativ og Supplerende Kommunikation (ASK) – en fællesbetegnelse for kommunikationsformer, der benyttes, når tale ikke er mulig eller meget begrænset. 
Når talesprog ikke er en mulighed, benytter vi forskellige kommunikationsformer og strategier – herunder hjælpemidler, tegn-til-tale, digitale og visuelle støttesystemer samt berøring – for at give eleverne mulighed for at udtrykke behov og ønsker.
Vi træner aktivt kommunikationen med andre mennesker for at støtte elevernes deltagelse i fællesskaber.
Som en integreret del af vores tilbud indgår træning i almen daglig livsførelse (ADL).
De anvendte hjælpemidler skaber struktur og tryghed i elevernes hverdag og understøtter med- og selvbestemmelse.


Hvorfor et nyt tiltag?


Målgruppen på Skrillingeskolen er under forandring. De seneste år har vi modtaget flere elever med behov for Alternativ og Supplerende Kommunikation (ASK) samt elever med mere komplekse udfordringer end tidligere. Denne udvikling stiller øgede krav til vores pædagogiske indsats og kalder på et endnu mere specialiseret tilbud.
Derfor ser vi et behov for at videreudvikle og kvalificere vores specialpædagogiske metoder og tilgange, så de i højere grad matcher den nye elevgruppe.


Hvad gør vi nu?


I skoleåret 2025/2026 igangsætter vi et målrettet kompetenceforløb i ASK for hele personalet. Formålet er at styrke forståelsen af udviklingshandicap i relation til kommunikation og sprogudvikling.
Forløbet bliver både teoretisk funderet og praksisnært og tilrettelægges i samarbejde med skolens IKT-vejleder. Fra alle afdelinger på skolen deltager personaler i et mere dybdegående efteruddannelsesforløb.


Formålet med kompetenceløftet er, at:
•    styrke medarbejdernes teknologiske og didaktiske kompetencer
•    sikre viden om hvilke ASK-redskaber, der bedst understøtter den enkelte elevs kommunikation
•    kvalificere vurderingen af, på hvilket meningsniveau de enkelte midler skal introduceres
•    alle medarbejdere har de nødvendige faglige kompetencer, hvilket styrker både tiltrækning og tilknytning af dygtige fagpersoner.


Mål med tiltaget


Vi ønsker at:
•    øge elevernes trivsel gennem styrkelse af deres muligheder for at kommunikere og udtrykke sig
•    understøtte elevernes selvhjulpenhed og selvstændighed ved at udvikle deres sproglige, kognitive, følelsesmæssige og sociale kompetencer
•    fremme deltagelse i fællesskaber ved at øge omverdenens evne til at aflæse og forstå elevernes signaler og udtryk
•    forebygge uhensigtsmæssig adfærd ved at mindske frustration forbundet med manglende kommunikationsmuligheder

Elevernes foretrukne kommunikationsstrategier vil fremadrettet blive integreret i deres individuelle læringsmål